Stine Krøijer

By: Valby

Din baggrund:
Jeg er lektor i antropologi ved Københavns Universitet, hvor jeg forsker i politisk aktivisme, naturressourcekonflikter og klima og underviser i global udvikling. Jeg har tidligere været ansat en årrække som politikmedarbejder i IBIS med fokus på udvindingsindustri, ulighed og menneskerettigheder i Latinamerika. Ved siden af mit arbejde er jeg aktiv i Klimakollektivet - en aktionsgruppe der fokuserer på at konfrontere de underliggende årsager til klimaforandringer – men savner også et større politisk engagement i udvikling og global ulighed. Jeg er nyt medlem af MS, men har fulgt organisationens spændende udvikling fra sidelinjen.

Interesseområder i MS:
Udviklingspolitik, udviklingsbistand og de nye verdensmål
Politisk indflydelse på dansk og international politik
Kampagne, frivillighed og aktivisme

Hvorfor stiller du op til Rådet?
Jeg synes MS i ActionAid er inde i en meget lovende udvikling, hvor nye emner og måder at arbejde peger os i retning af, hvordan udviklingsbistanden kan genopfinde sig selv. Vilkårene og opbakningen til bistanden er ikke den samme som for bare 20 år siden, men MS har også flyttet sig. Jeg er optaget af, hvordan progressive kræfter i Nord og Syd kan opnå større politisk indflydelse. Og jeg tror fuldt og fast på, at samarbejde på tværs af sociale bevægelser kan flytte den internationale dagsorden og fremme en mere bæredygtig og retfærdig verden. Jeg stiller op til Rådet, fordi jeg gerne vil bidrage til udvikle den politiske aktivisme i MS, samarbejdet med bevægelser i Syd, og styrke organisationens gennemslagskraft i dansk og international udviklingspolitik.

Hvilke forventninger har du til Rådet?
Jeg ser frem til samtalen om politiske strategier og prioriteringer i Rådet med alle de topengagerede mennesker, som befolker organisationen. Jeg vil gerne lægge nogle kræfter i arbejdet og stiller gerne op til bestyrelsen, hvis der er ønske om det.