Clark Pratt

By: Asnæs

Din baggrund:
Jeg har været medlem af MS Rådet i to år og vil meget gerne fortsætte. Jeg har baggrund i international undervisnings- og sundhedsprojekter i Mellemamerika, Angola og Zimbabwe (i 80erne og 90erne) og arbejder nu som friskolelærer med undervisning i naturfag og samfundsfag. Jeg sidder også i Byrådet i Odsherred Kommune for Enhedslisten. Gennem min opvækst, mit lønnede og frivillige arbejde, og min familie- og kulturprojekter, har jeg altid prøvet at fokusere på solidaritet med ofrene for neokolonialisme, krig, sexisme, racisme og stigmatisering af de "skæve eksistenser" både i den globale Nord og Syd. Jeg mener at jeg har gjort og stadig gør en forskel med min indsats for at oplyse folk om uretfærdigheder, undertrykkelse og den rigdom som kommer fra et mangfoldigt og kreativt samfund.

Interesseområder i MS:
Udviklingspolitik, udviklingsbistand og de nye verdensmål
Politisk indflydelse på dansk og international politik
Et globalt ansvarligt Danmark

Hvorfor stiller du op til Rådet?
MS er, efter min overbevisning, en af de bedste organisationer til at knytte vores adfærd, verdensbillede og visioner i Danmark med muligheden for at støtte aktører i lande ramte af konflikter og fattigdom i at ændre magtforholdene og udvikle en bedre fremtid.

Hvilke forventninger har du til Rådet?
Jeg har oplevet, og forventer stadigvæk, at Rådet skaber dialog som finjusterer og - en gang i mellem - retter op på MS organisatoriske og praktiske arbejde. Rådet er med til at sikre at MS holder fokus og mobilisere så mange nye mennesker i Danmark som muligt. Og vi inspirerer hinanden, hver gang vi mødes! Det er vigtigt at få lidt brændstof til at kæmpe videre på - og det lykkes!